Refleksion over Maria Bebudelse (II) d. 29. marts 2020 i Brabrand Aarslev Kirker

Foto: Michael Maasen/Unsplash

Lukasevangeliet 1,26-38

Godmorgen!

I dag er det Maria Bebudelse. Vi fejrer, at Maria får bud om, at hun skal blive gravid og føde Guds søn.

I en af dagens læsninger fra profeten Esajas, forudsiger han at en ”ung kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel”. Immanuel betyder: ”Gud er med os”.

Og da det sker, som vi læser i evangeliet, svarer Maria på den besked, først med frygt, men dernæst med tak og med lovsang. Hun synger af glæde over, at Gud har set hende, et helt almindeligt menneske, og givet hende den opgave, at bære på Gud.

Jeg tænker nogle gange på Maria som kristendommens konfirmand. Det lyder måske mærkeligt. Men Maria er som det helt unge menneske, der står og skal i gang med livet. Ung og frisk og med mod på livet. Men som ung er hun måske også fyldt med en masse tvivl om det ene og det andet – hvilken vej hun skal gå, hvad hun skal lave, hvad fremtiden vil bringe. Hun er selvfølgelig også usikker, som man er, når man er ung.

Maria er et sted i livet, hvor hun på én gang er stærk og klar på alt muligt. Og samtidig er hun skrøbelig, fordi hun snart skal til at stå på egne ben og måske være lidt mere voksen end før…

Men lige der: lige der, hvor hun står som et almindeligt menneske, og er både stærk og skrøbelig, bliver hun mødt af Gud. Gud ser hende – Gud er med hende – som det helt almindelige menneske, hun er. Og han lyser sin velsignelse over hende og siger: ”jeg er med dig. I al din menneskelighed betror jeg dig at bære på min Søn.”

Det er måske så meget sagt, at konfirmanderne skal bære på Guds søn. Jeg tænker selvfølgelig ikke på det konkrete barn i maven. Men snarere det, at Gud ser hende, ligesom han ser konfirmanderne og os alle sammen, og tilkendegiver: at han vil være til stede i os, helt nært ved vores hjerte. Ja, at Maria og vi skal være medbærer på al den kærlighed, al den barmhjertighed, al den nåde og fred og forsoning, som vi møder hos Gud. Alt det skal hun og vi bære med på, og give liv til!

Sådan er det også for konfirmanderne. Ja, sådan er det jo for os alle. Guds velsignelse lyser altid over os. Vi er velsignede til at bære Gud med os. At give liv til Gud. Og på samme tide vide, at Gud også bærer os. At vi altid vide os set af ham gennem hele vores liv, unge som voksne, og både når vi er stærke og når vi er skrøbelige. Immanuel: Gud er med os!

Maria har måske tvivlet på opgaven. Før hun begynder at synge, fortælles det, at Maria bliver bange og frygter det, ærkeenglen Gabriel fortæller hende.

Frygten rammer hende, ligesom frygten også har ramt os i denne tid, hvor vi står midt i en krise. Vi er i en usikker og uvis tid, fyldt med mange bekymringer – for os alle sammen. Men kort efter frygten har ramt Maria bryder hun alligevel ud i sang. I sin takkesang og lovsang – måske på trods? Og måske som det eneste svar, hun i virkeligheden kan give Gud?

Således har vi også gjort midt i vores frygt og krisetid. Vi er begyndt at synge. Italienerne begyndte. De synger fra deres altaner, så det giver genlyd igennem de smalle gader og stræder. Og vi fulgte med her i Danmark, og i Brabrand, hvor jeg har set, at der er fællessang fra tagene. På instagram giver kunstnere intimkoncerter på et livesignal, fordi deres koncerter er aflyste. Philip Faber synger af karsken bælg om morgenen, live fra sin dagligstue, og opfordrer os til at synge med. Og i fredags sang vi fællessang – hver for sig – på DR1.

Måske er vores sang i denne tid som Marias sang? Den giver os stemme midt i en ventetid. Den samler os, og samler os op, hvor vi måske følte, at det hele var ved at brase om ørerne på os. Vi synger. Med vores fælles stemmer holder vi fast i livets glæder og holder fast i troen på, at vi kan og at vi kan blive ved med at bære glæden i os, og bære glæden ud i verden, selvom vi også møder modstand.

Vi kan være lige så skrøbelige, bange og fortvivlede, som Maria var. Men vi kan også – vil jeg mene – være lige så modige og stærke som hende – også selvom vi står midt i en krisetid, som udfordrer os.

Jeg tror, vi skal høre Esajas ord, lige så tydeligt i dag, som da han profeterede: Immanuel: Gud er med os.

Amen.

Af sognepræst Simon Koefoed