Er vi fælles om noget i gudstjenesten?

Kommer vi hinanden nok ved før, under og efter gudstjenesten? Foto: Christian Roar Pedersen

Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange over den seneste håndfuld år. Jeg må nemlig – med ganske megen skam – erkende, at jeg ikke føler noget særligt fællesskab med de andre kirkegængere, når jeg sidder på bænken og lytter til ordene eller ligger på knæfaldet og tager imod brødet og vinen. Ikke desto mindre er det, hvad jeg læser ud af ordene, at ”hvor to eller tre er samlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem”. Og vi samles jo i Jesu navn, når vi går til gudstjeneste.
Derfor øver jeg mig, hver gang jeg ligger på knæfaldet, på i tankerne at sende kærlighed ud til dem, der knæler ved siden af; dem det venter i køen; dem der ikke er i kirken, men som alligevel har Guds kærlighed behov. Det er ikke let, og det kræver koncentration, men jeg tror, det virker og er besværet værd.

Jeg ønsker mig noget mere interaktion, noget mere ”kommen hinanden ved”. At vi når dertil, at vi tager vare på hinanden og bekymrer os om hinanden. Det kan meget hurtigt kamme over og blive til social kontrol, det er jeg klar over, og det er naturligvis ikke der, jeg vil hen. Men jeg vil gerne derhen, hvor man møder hinanden med et ”Glædelig søndag, hvor er det dejligt at se dig!”. Sådan som jeg tror, Jesus ville møde enhver, der kom til kirken om søndagen (eller enhver han måtte møde, uanset geografien og ugedagen).
I forlængelse heraf spekulerer jeg også på, hvad omgivelserne betyder for fællesskabet. Hvad betyder kirkerummets indretning for interaktionen imellem mennesker? Hvad med nadverens form? Liturgien?
Jeg bilder mig ikke ind, at jeg sidder med de vises sten, og der er ganske givet adskilligt mange andre måder at fremme fællesskabet i kirken, så nedenstående er alene mine tanker – i al ydmyghed.

Ankomsten – ser vi hinanden?
I Brabrand er der (ofte) kaffe i våbenhuset inden gudstjenesten. Nogle kirkegængere taler sammen, og nogle taler med den, som deler kaffen ud. Nogle taler ikke med andre og er måske helt tilfredse med det.
Andre steder, i nogle frikirker, er der frivillige, som tager imod gæsterne, når de ankommer. Et ”Hej!” eller ”Godaften!” til velkomst er en smuk gestus, og man føler sig taget imod, set, betydningsfuld.
Nogle steder afbryder man gudstjenesten halvvejs igennem og serverer kaffe. Så har kirkegængerne mulighed for at tale om det, de oplever og de tanker, der gør sig om aftenen.

Kirkerummet – hvilken gudstjeneste skaber vi?
Langt de fleste danske folkekirker er – uanset deres alder – bygget op af et langt kirkeskib (evt. med sideskibe), hvor bænke eller stole har front imod alteret, som findes i rummets fjerne (modsatte) ende set fra indgangen. Det betyder, at de, som kommer ind i kirkerummet, kun ser nakkerne af dem, der allerede sidder på bænkene, og selvom de fleste nok vil nikke til sidemanden, hvis de finder plads på en allerede ”aktiv” bænk, så vil de stadig kun se nakkerne af dem foran. Eller være bevidste om dem på rækkerne bagved, hvis ansigter man heller ikke kan se. Det fremmer ikke ligefrem interaktion imellem mennesker at se på andre menneskers nakker. Til nød skæver man til damen ved siden af, som synger falsk, eller de unge gæster i dåbsfølget, som ikke helt ved, hvornår de skal rejse/sætte sig, men vi taler ikke sammen. Vi anerkender ikke hinandens tilstedeværelse.
Måske… hvis nu man fjernede de nederste fem-otte bænkerækker i alle folkekirker og satte caféborde op i stedet. Så kunne folk sidde der og drikke kaffe. Måske endda under gudstjenesten. Samtale-gudstjeneste ville kunne nå et helt nyt niveau!

Nadveren – et måltid i fællesskab?
Jeg holder meget af at gå til nadver, og jeg gør det så vidt muligt hver gang, jeg er til gudstjeneste. Men som nævnt oplever jeg ikke meget fællesskab med de andre gæster om bordet.
Jeg interagerer kun med præsten (og kirketjeneren, hvis denne er involveret i uddelingen), når jeg tager imod brød og vin. I Norge (hvor jeg en årrække boede i Oslo og kom en del i domkirken), foregik nadveren ikke ved alteret (måske fordi der var alt for mange mennesker, og det ville have taget uforholdsmæssigt lang tid at gennemføre det i Danmark brugte ritual, hvor man knæler på knæfaldet), men derimod ved at præsten og en kirketjener/frivillig kom frem/ned i kirken bærende på brød og vin. Nadvergæsterne stillede sig i kø hele vejen ned igennem kirken, og når de nåede frem til kirketjeneren, fik de rakt et stykke brød, og kirketjeneren sagde (når gæsten tog imod brødet): ”Dette er Jesu Kristi legeme”, præcis som præsten gør herhjemme. Gæsten tog derefter et skridt til venstre og stod således foran præsten, som bar bægeret med vinen. Gæsten dyppede sit brød i vinen og præsten sagde: ”Dette er Jesu Kristi blod”. Gæsten spiser brød/vin og sætter sig igen på sin plads på bænken. Egentlig skulle man jo synes, at denne form ikke var mere ”fælles” end den danske, og måske er det mine personlige præferencer, som skinner igennem, men ikke desto mindre oplevede jeg et betydeligt større fællesskab i køen i Oslo, end jeg gør på knæfaldet i Brabrand.
Sidste år var jeg på weekendretræte, og frokosten om søndagen blev indledt med et nadvermåltid. Alle deltagere sad omkring langbordet, og retrætelederen tog brødet og brækkede et lille stykke af, som hun rakte til deltageren ved siden af med ordene: ”Dette er Jesu legeme, som jeg deler med dig”. Sidemanden tog imod og spiste. Derefter gik brødet videre, et nyt lille stykke brød blev brækket af og givet til den næste i rækken og så fredeles, indtil brødet havde været hele bordet rundt. Det samme gentog sig herefter med vinen. Og dér er fællesskabet ikke til at tage fejl af, måske fordi ordene (”…jeg deler med dig”) og den kæde, der skabes ved at alle tager imod og deler ud, gør gestussen fysisk og dermed meget tydelig?

Liturgien – er det til at forstå?
I den danske  folkekirke behøver jeg ikke se på min sidemand; jeg behøver ikke forholde mig til ham eller hende. I Norge og i Church of England er det en fast del af liturgien, at præsten efter prædikenen siger: ”Lad os nu ønske hinanden Guds fred!”, hvorefter alle hilser på de omkringstående gæster med et håndtryk og et ”Guds fred!”; nogle steder går man endda rundt i kirken, så man er sikker på at have hilst på alle.
Jeg er bevidst om, at denne praksis kan være vanskelig at forene med den danske reserverethed; nogle vil sikkert opleve det  voldsomt grænseoverskridende at skulle hilse på – og endda røre ved – sidemanden, som man måske ikke kender, og det vil formentlig også afholde nogen fra at deltage i gudstjenesten. Men nogle vil også føle sig set. Nogle, som måske kun har ganske få interaktioner med andre mennesker, vil her kunne opleve et fysisk nærvær: et blik og et håndtryk. En anerkendelse af, at min næste ser mig og vil vide af mig. I denne verden, hvor stadigt flere er ensomme, var det måske værd at overveje, om denne lille gestus kunne give nyt livsmod til nogle.
Gudstjeneste – at tjene Gud – må (efter min bedste overbevisning) tage sit udgangpunkt i relationen til min næste, og hvad kunne da være mere nærliggende end en simpel anerkendelse af min næstes tilstedeværelse? Gudstjenesteliturgien kan være vanskelig at forstå; ritualer, kollekt og læsninger er ikke ligetil, og skal ikke nødvendigvis være det, men en konkret opfordring om at ønske ”Guds fred!” til sidemanden vil netop gøre ritualerne – konkrete. Fysiske, virkelige, forpligtende.

Som sagt er jeg klar over, at man naturligvis ikke bare fjerner et antal siddepladser i de danske folke- og landsbykirker; det har man ikke lov til at gøre sådan uden videre. Og rigtig mange kirkegængere vil ikke bryde sig om at blive taget imod i indgangen eller at skulle hilse på sidemanden undervejs i gudstjenesten. Men måske var det værd at overveje, hvad vi hver især bidrager med til fællesskabet, når vi går i kirke: at vi holder os for øje, at vore mindste brødre også er værdige til at blive set. Hvad kan jeg -  som har hus og fast arbejde og ikke mangler noget – gøre for at anerkende min mindste bror og bidrage til hans livslyst? Hvordan kan jeg leve ordene om at elske min næste som mig selv og være Guds hånd i verden?

Af Ziva Møller, menighedsrådsmedlem