Vielse

 

Mange tror, at en kirkelig vielse er en fast pakke med hvid kjole og stor fest. Sådan er det ikke. At blive viet i kirken er først og fremmest et udtryk for taknemmelighed for den kærlighed vi har mødt gennem livet og nu har fået skikkelse i det helt særlige menneske, som står ved min side. Og samtidig er vielsen en bøn om, at vores kærlighed til hinanden aldrig må udtømmes men hele tiden fornyes af Guds kærlighed til os. Hvid kjole og stor fest kan sagtens være elementer i den fejring, men vielsen kan også bare være for jer to i det tøj I står og går i.

 

Kirkebryllup eller rådhusbryllup?

Det juridiske omkring en vielse er af samme gyldighed, hvad enten ægteskabet indgås på rådhuset eller i kirken. For at blive gift i kirken skal den ene eller begge parter være medlem af folkekirken. I kærligheden mærker vi livets skrøbelighed og i kærligheden mærker vi taknemmeligheden over livet med hinanden. I kirken sætter vi ord på både glæden og taknemmeligheden og overgiver vores liv i Guds hænder, så han kan bære med på vores lykke.

 

Kirkelig velsignelse

Er I gift på rådhuset, kan I senere vælge at få en kirkelig velsignelse. Ritualet minder meget om vielsesritualet. Den eneste forskel er formuleringen af det spørgsmål, I svarer ja til.

 

Formelle krav:

Før indgåelse af ægteskab skal brudeparret indhente en prøvelsesattest. Ægteskabserklæringen udfyldes på Borger.dk og afleveres på kirkekontoret sammen med navn og adresse på to vidner, der skal være til stede under vielsen.

 

Forberedelser:

1-2 uger før vielsen mødes parret med præsten, som gennemgår ritualet. Sammen vælger I salmer. Der er også lejlighed til at samtale om store livsspørgsmål og sætte ord på de tanker, vi gør os om at leve sammen som par og forpligte sig gensidigt på at elske hinanden i lyst og nød.

 

Påklædning

Mange brudepar kommer i hhv. brudekjole og jakkesæt/smoking, men I kan også komme som I er, i yndlingstrøjen og et par forvaskede cowboybukser.

 

Pyntning af kirken

Som udgangspunkt har vi altid to friske blomsterbuketter på alterbordet. Vi vil også gerne sætte lys i kirkebænkene. Hvis I gerne vil have blomster i kirkebænkene eller blomster i hver anden kirkebænk, skal I aftale det med vores kirketjener. I skal selv komme med blomsterne i små buketter, som skal kunne stikkes ned i et reagensglans med vand.

 

Skal bruden føres op?

For mange er det stadig en tradition, at brudens far fører hende op ad kirkegulvet, men det er helt op til jer, om det skal være sådan. Nogle par går ind sammen. Andre har måske haft to fædre i deres liv, som begge fører bruden op. Nogle brude går ind alene, evt. sammen med fælles børn.

 

Kan man vies i det fri?

Ja, det kan godt lade sig gøre, hvis det skønnes, at det er et egnet sted og det ikke forstyrrer den offentlige orden. Efter aftale med præsten i sit bopælssogn eller det sogn, hvor man gerne vil vies, ansøges biskoppen om tilladelse til bryllup i det fri. Praktisk er det lidt mere omfattende at tilrettelægge. Som brudepar skal I selv sørge for det praktiske omkring en vielse i det fri, et kors, et sted at knæle og evt. musik.

 

Navneændring

Ved indgåelse af ægteskab kan man vælge at tage sin ægtefælles efternavn eller evt. sammensætte begge parters efternavn. Man kan også beholde sit oprindelige efternavn. Indtil tre måneder efter vielsen kan man gratis skifte efternavn.

 

Udveksling af ringe?

Det er ikke indskrevet i vielsesritualet, at I sætter ringe på hinandens finger, men vil I gerne udveksle ringe, lægger vi det ind i ritualet. Ringene kan overgives af præst eller forlover, eller brudgommen kan have dem i lommen.

 

Ægteskab mellem to af samme køn

Siden 2012 har det været muligt for to af samme køn at indgå ægteskab i kirken. Præsterne i Brabrand og Sdr. Aarslev vier gerne to af samme køn.  

 

Aftale

For at blive viet eller kirkeligt velsignet i Brabrand eller Årslev Kirker skal I bo i sognet eller have tilknytning hertil. I aftaler en dag og et tidspunkt med kirkekontoret. De fleste planlægger bryllup til en lørdag, men det kan holdes en hvilken som helst dag i ugen, dog undtaget enkelte helligdage.