Omsorgs- og ansvarserklæring

Er I to forældre, som ikke er gift, men sammen ønsker at varetage omsorgen og ansvaret for barnet, skal I udfylde en Omsorgs- og Ansvarserklæring. Med denne erklæring får I fælles forældremyndighed over barnet, ligesom I begge registreres som barnets lovmæssige forældre.

Inden 14 dage efter barnets fødsel kan I hver med jeres NemID logge ind på www.borger.dk. Her skal I udfylde og med Nem-ID også underskrive ”Omsorgs- og ansvarserklæring om Faderskab”.

Er I to kvinder, der sammen ønsker at varetage omsorgen og ansvaret for barnet, kan I samme sted anmelde at ønske registreret medmoderskab. Medmoderskab betyder blandt andet, at medmoren har pligt til at forsørge barnet, at barn og medmor har ret til at arve efter hinanden, at medmoren kan få samvær med sit barn, at hun kan få del i forældremyndigheden, at barnet kan få medmorens efternavn og at barnet kan få samme statsborgerskab som medmoren, hvis øvrige betingelser er opfyldt. Når først medmoderskab er bestemt, kan det normalt ikke ændres.