Du er her: 

Nytårshilsen

Af Esben Andersen

Vær velkommen, Herrens år!

Nu står vi i skellet mellem 2020 og 2021, og julen blev lige så mærkelig og anderledes som hele det gamle år – da vi sent lillejuleaften måtte aflyse alle julens gudstjenester, kun 12 timer før den første skulle begynde. Som mange andre kirker kunne vi faktisk godt have gennemført også med de nye restriktioner, men valgte at følge anbefalingen og aflyse – især fordi vi efter de foregående dages debat fornemmede, at mange ikke ville kunne forstå, hvis vi gennemførte. Og meningen med julens gudstjenester skulle jo ikke være at splitte, men at samle os om et fantastisk glædeligt budskab.

Selv savner jeg meget det nære fællesskab i kirke og sognegård, som vi nu igen er helt afskåret fra. Og jeg har i den grad savnet den særlige højtid ved gudstjenesterne juleaften og juledag. Det tror jeg, vi er mange, der gør, men det er så nogle af de ofre, vi må bringe for at hjælpe hinanden gennem pandemien. Og det er dog intet at regne i forhold til alle dem, der er svært syge, dem der mister deres kære, dem der er fuldstændig isoleret fra omverdenen og dem, der på grund af pandemien mister deres livsgrundlag eller må se et livsværk synke i grus.

Hvad har vi så lært af det tunge år i pandemiens klamme greb? Vi er i hvert fald meget håndfast blevet mindet om, at vi hverken kan regere verden eller styre vores eget liv som enevældige herskere. Ligesom den nyfødte Jesus i krybben var udleveret til Marias, Josefs og Guds kærlighed og omsorg, er vi dybt afhængige både af tidens vilkår, af hinanden og af at kunne tro, på hinanden OG på Gud. Tro på, at som Han i Kristus kom til verden, vil Gud altid være hos og bære dig og mig, også når vi er afmægtige og selv, når vores liv går i stykker.

    Og én ting mere lærte vi heldigvis også i 2020: At meget alligevel kan lykkes, selv når vi ikke kan gøre tingene, som vi helst ville. For mig er dét et stort lys at have oplevet midt i mørket. Det er en oplivende læring at tage med os fra det gamle år ind i det ny. Og nogle af de ting, vi har lært at gøre anderledes, tror jeg også, kan hjælpe og være med til at tegne den fælles fremtid efter pandemien.

Evangeliet til nytårsdag er så kort og fyndigt, at det kan vi sagtens nå at få med: ”Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i mors liv.” Punktum.

Hvad end man mener om omskæring, er pointen, at Gud i Jesus gik ind under alle de vilkår, der følger af at være menneske i en konkret sammenhæng, tid og virkelighed – her som jøde. Det gælder os alle, at vi for at leve som mennesker, må bære og gøre alt, det kræver i den konkrete tid, sammenhæng og samfund, som vi er del af; også nu under en pandemi. Og det fantastiske er, at Gud solidariserede sig så totalt med vore vilkår, at Han gik ind i alt, der hører et menneskeliv til, for nå os med sin kærlighed og frelse. Og barnet fik det navn, englen havde sagt til Maria før hans undfangelse: ”Jesus”, der betyder: ”Gud frelser” eller ”Gud hjælper”.

Vi går nu ind i et år, hvor vi med de første vacciner tør tro, at vores tilværelse før næste nytår igen kan blive nogenlunde normal, selv om der først venter endnu en række svære måneder, måske de sværeste. Så lad os tro på fremtiden, støtte hinanden i at gøre alt det, hvormed vi bedst hjælper hinanden igennem, tro på, at vi sammen er på rette vej og stole på og finde lys i, at Gud altid hjælper!       

Med Grundtvigs ord, som vi ikke kan synge sammen i kirken nytårsdag, men alligevel kan gøre til vore: ”Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid! Nådens Gud! Lad dit solskin i vår / os skænke på marken et gyldent år! Velkommen, nytår, og velkommen her!”        

                                                                                                                                      Godt nytår!