Midfaste søndag 2020 – videohilsen under Corona

Godmorgen!

Her sidder jeg ved døbefonten i en tom Brabrand Kirke, og I bag skærmen kan være hvor som helst.

Det er 2. søndag i træk, gudstjenesterne i alle vore kirker er aflyst – for første gange i de over 1000 år, kristen-dommen har været i Danmark. Men forhåbentlig kan vi redde liv, når vi i en periode står sammen ved at holde afstand.

I dag er midfaste søndag. Her i Brabrand Kirke skulle gudstjenesten være båret af konfirmanderne fra 7.B. Se for jer de skønne unge mennesker, som modtager kirkegængerne i våbenhuset med hjemmebagt kage, sørger for, at alle inde i kirken får salmebøger, styrer lys og lyd, hælder vand i døbefonten, hvor to jævnaldrende skulle døbes, læser dagens bibeltekster højt som veksellæsning - bønnerne ved gudstjenesten ville være konfirmandernes og også det meste af prædikenen. Nu fik de i stedet en hjemmeopgave forleden om at bage boller og med deres familie drøfte, hvad det egentlig betyder at spise sammen og hvordan det hænger sammen med den kristne nadver.

Vores gudstjeneste i dag ville også handle om brød, fordi Jesus i dagens evangelium fra Johannes kap. 6 (vv. 24-35) siger: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” Og han siger også: ”Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv.”

Mens mange af os nu er sendt hjem i mere eller mindre karantæne eller fastetid, afskåret fra meget af det, der ellers fylder vore dage, er det godt at overveje: Hvad er livets brød for mig – det virkeligt vigtige, som giver mig næring, energi, overskud, kærlighed og glæde i mit liv?

Det var 7.B begyndt at gi´ deres bud på, før vi alle blev sendt hjem. Som det første nævnte hver og en af konfirmanderne deres familie og venner. Hvor er det dejligt, at vi alle kan være livsbrød for hinanden, og at det også er det, konfirmanderne oplever! Og så nævnte de også forskellige sider af det at skabe og gøre: Glæden ved synge og danse og hvor man i at udtrykke sig selv også glemmer alt det dårlige, som en af dem sagde. Glæden ved at tegne, ved at ride, ved at yde – også ved konkur-rencer; at give det bedste, man har – friheden i også at have ansvar, at have tid, at kunne gøre en forskel, at have ytringsfrihed, at mærke solens varme og glædes ved, at andre er glade.

Så drøftede vi det med ikke at arbejde for den mad, der forgår, men som består. Her var konfirmanderne meget opmærksomme på, at intet af deres nuværende livsbrød kunne de  være sikre på altid at have deres i liv, heller ikke familien og vennerne, men det brugte de især til at gøre sig klart, hvor vigtigt det var for dem at bevare og fast-holde de livsbrød, de har - så meget og så langt, de kan.

Og på hvilken måde er Jesus så ”Livets Brød” – det, der består til evigt liv, og hvor ingen, der har det, nogensinde skal hverken sulte eller tørste?

Konfirmandernes bud var, at selv om vi sidder hver for sig og er forskellige, har vi alle tilfælles, at Gud også lever gennem os. Det er dét, at Jesus altid er og vil være hos os i vores liv, hvis vi tror på ham. Og at han er brød for os også ved, at han indefra forandrer os. Og så pegede de på, at vi også og måske allermest får del i livets brød ved at bede til Gud og Jesus, vende vore ord, tanker, følelser og håb til ham.

Derfor, når denne video om lidt er slut, håber jeg, at du og I vil gøre det. Folde hænderne og bede til Gud. For alle de syge, for de pårørende, for alle der direkte og indirekte er ramt af Coronavirus eller af alt det, mennesker i forvejen kunne rammes af, og bede for jer selv og alle dem, der er livsbrød for jer. Så tror jeg også, I vil opleve, at alene i at gøre sine inderste tanker og følelser til ord og rette dem til Gud, får man selv livsbrød: nyt mod, nyt håb, ny kærlighed.

Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.

Amen og god søndag!

Af Esben Andersen