Når støvet har lagt sig

Hvis der havde været gudstjeneste i vores kirker i dag, ville temaet have været noget med sandhed og løgn. Om at kunne skelne, og om at vi ikke altid vil se sandheden i øjnene eller vil tro den, fordi det er mest bekvemt at lade være.

Mange af os ser sikkert DR´s søndagsserie ”Når støvet har lagt sig.” Den er gribende og skræmmende, og alt for virkelighedsnær til at man næsten kan holde ud at se den. Sidste søndag var vi det sted i fortællingen, som foregår lige efter terrorangrebet på en københavnsk restaurant. Marie, en 9-årige pige, har været med sin mor på arbejde og overværer hele terrorhandlingen. Hun er blevet ramt i maven og ligger nu bevidstløs på hospitalet. Hendes mor, Louise er selv kun let såret. Louise er fyldt til randen med bekymring for Marie, selvbebrejdelser fordi hun tog på arbejde den dag, hvor hun egentlig havde fri; angst for hvordan det hele skal gå; sorg, magtesløshed, skyldfølelse. Vi forstår sagtens hendes rastløshed, når hun går fortvivlet rundt på hospitalet, afmægtigheden kan mærkes ud gennem skærmen. Og så kommer der en meget stærk scene: Marie ligger igen på operationsbordet. Der er stødt komplikationer til. Louise løber rundt. Hun er tidligere blevet tilbudt at tale med en præst eller en krisepsykolog, men har afslået. Men nu løber hun ind i hospitalskirken, den er tom. Men døbefonten står midt i rummet. Louise tager et engangsbæger med vand fra døbefonten og grædende løber hun tilbage til operationsstuen. ”Jeg vil døbe mit barn, ” græder hun, ”hun skal døbes, det er ikke Maries skyld, at jeg ikke tror på noget.” Personale spærrer vejen for hende. Operationen er i fuld gang, hun kan ikke brase ind. Louise er desperat. Og så kommer der en sygeplejerske. Hun har egentlig fri efter en lang vagt, men hun sætter sig ved siden af Louise og spørger om de skal bede fadervor sammen. Det gør de. Og ligeså stille glider fadervors ord over i deres egne ord, et ydmygt råb om hjælp og en overgivelse af sig selv og hele deres magtesløshed i Guds hænder.

Det er som sagt en stærk scene. Og jeg tænker at det netop er et udtryk for, at når det uforståelige og forfærdelige rammer, så skrælles alt det ydre væk. Så står den skinbarlige sandhed tilbage. Dét, der virkelig betyder noget. Alt det, som vores liv kan være sovset ind i af pligter, interesser og intentioner, blegner. Lysten til at fremstå på den rigtige måde, bliver ligegyldig. Nu er der kun én sandhed, der står skarpt. En sandhed som er bundet i kærlighed. En sandhed om at være et sårbart menneske, som ikke mestrer det hele selv. En afhængighed af noget større. For Louise er det en spinkel tro, som hun næsten ikke har, men den er der alligevel. Som det eneste hun kan ty til, når alt andet vakler.

I disse dage er alt det vi kender også under forandring. Der er usikkerhed og rådvildhed. Der er frygt. Men derudover er der ønsker om at gøre noget og vilje til at stå sammen – med afstand, som statsministeren siger. Måske er det også den sandhed vi nu ser, når alt det ydre skrælles væk: at vi alle er mennesker, naboer, forbundsfæller, ja en stor familie, sårbare, og derfor må vi ved fælles hjælp stå sammen og løfte i flok. Den sandhed har vi fået øjnene op for, fordi vi hører sammen og fordi vi ikke mestrer det hele selv.

Vi må også ty til også den spinkle tro på, at Gud vil stå sammen med os. For det var netop det, der lå i løftet i dåbsvandet: at han vil være med os. I alt. 

Af Inger Birgitte Bruhn