Når lågen lukkes op

Foto: Dawid Zawila/Unsplash

Er julen truet eller truende?

 

Julen er i fare! Derfor sendes nogle på jagt efter julemandens gode humør, andre år er der problemer med at få det gode skib Håbet hjem med forsyninger, en skilsmisse eller sygdom truer familiesammenholdet, eller verden bliver frosset ned af en uhyggelig heks, der ikke levner plads til venskab og kærlighed. I tv’s julekalendere er julen altid i fare, men heldigvis ender det hele godt til sidst.

 

Kort fortalt er det, hvad der er på færde, når en stor del af danskerne samles foran fjernsynet til en kollektiv juletradition. Op gennem årene har man kunnet iagttage, at det for 30-40 år siden var en trussel mod det ydre, der kunne ødelægge det hele: julegaverne er væk, forsyningerne til julebagningen er forsinket eller juletræshandlen på torvet har været i fare. Men i de senere år er det det mere grundlæggende, som angribes: selve julens kerne er truet. Det er kærlighed, venskab, sammenhold, der er truet; ja selve fristelsen til at ville være Gud og pynte på historiens gang, bringer julen i fare.

 

Men er det sandt? Er julen i fare? Og hvis den er, hvordan skal vi så redde den? Uden filmhold i ryggen og magiske vanter, tidsrejser eller nisser på loftet.

 

Det er en overvejelse værd, om udviklingen i julekalenderplottet afspejler noget dybere. For når hele Danmark samles år efter år foran fjernsynet for at følge med i kampen for julen, som antager flere og flere spidsfindige former, er det måske fordi det er mere end underholdning. Inderst inde er der muligvis en nagende fornemmelse af, at der kunne være noget om snakken. Jul er mere end gaverne, sneen og juletræet. Jul er knyttet sammen med de største og mest ægte følelser vi kender. Og fra vores egne familier kender vi til, at julen kan være i fare, når jalousi eller sorg eller ensomhed fylder for meget. Hvorfor så ikke også julen betragtet i en større skala?

 

Med forargelse kan vi læse, at man nogle steder i USA har droppet at sige ”merry christmas” og i stedet bare ønsker ”happy season” for ikke at støde nogen ved at bringe Kristus på banen. Eller det år, da Ikea droppede den årlige julefrokost for ikke at favorisere en bestemt gruppes højtid i stedet for en andens. For ikke at tale om dengang en dansk boligforening ville sløjfe juletræet på fællesarealet eller den shitstorm der blev udløst, da det (fejlagtigt) kom frem at julemedisteren var omdøbt til vintermedister. Alle disse eksempler giver os tanker om, at julen er truet, men folkets modstand mod sådanne tiltag er på den anden side enorm.

 

Mon sandheden snarere er, at julen for nogen er truende? At de store, dybe følelser, som julen sætter i tale, er følelser som kan være bekvemme at gemme væk. Kærlighed, venskab og samhørighed er fine på papiret, men hvis jeg ikke selv mærker dem i mit liv, så vil jeg helst ignorere dem…. Men det kan jo gå endnu tættere på: Jul er, at Gud vil være i øjenhøjde med os, bliver menneske, møder os ansigt til ansigt med de krav et sådant møde stiller, om at være til stede overfor hinanden uden en skærm eller en avis eller såmænd bare en påtaget attitude til at holde den anden på to skridts afstand. Og det kan opfattes truende, fordi det fordrer noget af mig. Det fordrer et nærvær og en vedkommenhed, som ikke kan undgå at føre noget med sig, fordi jeg så ikke længere bare skal tage imod, jeg skal også give noget af mig selv. Og det er på en eller anden måde bare mere besværligt.

 

I julekalenderen ender det altid godt til sidst. Det gør det også i evangeliet. Men undervejs kan det være nødvendigt at kæmpe og stå fast og turde tro på, at julens budskab om Gud der binder sig til vores liv for at tage del i det er så vigtigt, at vi skal insistere på, at det bliver fortalt og forkyndt og levet også selvom det kan opfattes truende i forhold til vores eget engagement i verden.

 

Låger lukkes op. Ikke bare i julekalenderen. Også til noget inde i os selv. Noget som har potentiale til at kunne blive smukt og dejligt og kærligt, hvis det får lov til at folde sig ud.

Af Inger Birgitte Bruhn