Med farvet glas

Foto: Claes Bech-Poulsen/ARoS

Regnbuen står som en glorie omkring Aros. Det ser så fint ud. Et lysende håb for Århus.

Og kommer man op i regnbuen kan man se hele verden. Århus. Men det er også min verden lige nu. Og mens man står deroppe og skuer ud over byens tage og får overblik over verden, sættes tankerne i gang.

Det er rart engang imellem at kunne betragte verden fra oven. Mylderet dernede bliver overskueligt. Sådan føles det ikke nødvendigvis, når man selv går rundt i det. Livet er ikke overskueligt. Ofte er det snarere kaos end overblik som præger det. Og illusionen deroppe i Aros’ regnbue varer da heller ikke ved. For når man kommer helt ud i buens kant, føles det som om, at der kun er en glasplade mellem mig og faldet. Mit liv er skrøbeligt. Jeg ved det godt. Man kan godt falde ud af det.

Men så retter jeg mig op. Ser ikke bare ned for mine fødder men ud i verden. Perspektivet skal bredes ud. Århus er smuk deroppefra. Jeg ser gennem det lyserøde glas. Kan næsten svæve på en lyserød sky. Sådan er nogle dage så fyldte af glæde, at selv små ting får værdi og glans, fordi min verden er lyserød. Andre dage er blå. Triste. Vi taler forbi hinanden. Vi mundhugges over bagateller. Vi synker trætte sammen i sofaen. Og jeg kommer til at tvivle på, om jeg gør det godt nok. Alt muligt. Som menneske. Der er så meget man gerne vil gøre og så mange man gerne vil gøre noget sammen med, men det lykkes ikke. Blå dage skal man helst kunne dele, så går de lettere.

Men så er der grønne dage. Fulde af foretagsomhed, fulde af vækst og grokraft. De dage får man udrettet noget. Følelsen af at arbejde med på livet og verden giver overskud. Grønt går over i gul. Eller er det guld? Morgenstund har guld i mund og guld betyder glæde. En lys dag med optimisme og følelsen af at alting kan lade sig gøre. Selv kedelige ting kan forgyldes på en gul dag.

Det farvede glas kaster et perspektiv på mit liv, som jeg ikke altid er bevidst om. Heroppe kan jeg selv vælge, hvordan jeg vil betragte verden. To skridt til siden og det hele ser anderledes ud. Når jeg kommer ned fra regnbuen skal jeg holde fast i, at regnbuens farver, jo egentlig bare er hvidt lys, der brydes. At når dagene bliver for blå eller måske endda bevæger sig over i den mørkviolette tone, så er de en del af en helhed. Det er ikke sikkert, at jeg ligeså let som heroppe bare kan flytte mig og betragte verden i en ny farve. Men man kan jo prøve.

Og lykkes det ikke, så er regnbuen jo et håbstegn. En bro mellem himmel og jord. Et symbol på at vi ikke er glemt. Og en påmindelse om at livet og verden altid har flere nuancer end vi tror.

af Inger Birgitte Bruhn